Skal mindske vandspild

Birkerød Vandforsyning har ansøgt Rudersdal Kommune om en lånegaranti på 3,5 millioner kroner. Pengene skal bruges til at modernisere de lokale vandledninger og sikre, at borgerne i Birkerød ikke mister drikkevand gennem utætte rør.

Ifølge ansøgningen skal pengene anvendes til at udskifte cirka 1,5 kilometer forsyningsledninger hvert år. Formålet er at opretholde standarden på ledningerne og minimere vandspildet.

Investeringen er en del af "Strategi for Birkerød vandværk 2025-2030" og skal sikre en stabil vandforsyning i området fremover.

Kommunen opkræver provision

Lånet skal optages i KommuneKredit, og Rudersdal Kommune vil opkræve en garantiprovision hos Birkerød Vandforsyning for at stille garanti for lånet.

Sagen skal behandles i både Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen, før der kan træffes endelig beslutning om lånegarantien.