Kommunen må handle nu

Gribskov Kommune står over for et merforbrug i 2026, der kræver handling med det samme. Det viser kommunens første budgetopfølgning for året.

Direktionen har forelagt sagen for Økonomiudvalget, som skal tilrettelægge arbejdet med at begrænse merforbruget og skabe et mere bæredygtigt udgangspunkt for de kommende års budgetter.

Alle fagudvalg skal spare

Direktionen indstiller, at alle fagudvalg skal udvise tilbageholdenhed og hurtigst muligt iværksætte tiltag for at overholde budgettet på deres egne områder. Målet er, at kommunen samlet set skal overholde budget i 2026.

Det betyder, at besparelser kan komme til at påvirke alt fra skoler og dagtilbud til ældrepleje og vejvedligeholdelse i kommunen.

Tiltag, der kræver byrådsbeslutning, skal så vidt muligt fremmes til behandling på byrådsmødet i juni.

Derudover skal administrationen udarbejde et oplæg til prioritering af anlæg – hvilket kan få betydning for planlagte bygge- og renoveringsprojekter i lokalområdet.

Økonomiudvalget behandler sagen på møde mandag den 19. maj.