Kreml har meddelt, at krigen i Ukraine er trådt ind i et "nyt paradigme." Jeg sad lidt og tænkte over det ord - paradigme. Det er sådan et dejligt akademisk ord, man bruger, når man ikke vil sige tingene, som de er.
Dengang i min tid kaldte vi det bare "tingene går ikke som planlagt." Men det lyder selvfølgelig ikke lige så imponerende ved pressemødet. "Krigen går ad helvede til" har ikke den samme diplomatiske klang som "paradigmeskifte."
Jeg har efterhånden hørt mange eufemismer i mit lange liv. Min mand kaldte det et "karrieremæssigt paradigmeskifte," da han blev fyret i 1987. Jeg kaldte det at være arbejdsløs, men hvad ved jeg? Jeg har jo bare en folkeskoleeksamen og sund fornuft.
Kremls nye paradigme lyder mistænkeligt meget som det gamle paradigme, bare med flere ukrainske droner over Moskva og færre russiske soldater, der kommer hjem. Men sådan er det jo med paradigmer - nogle gange betyder de bare, at man er løbet tør for plan A, B og C og nu er nede ved plan Å.
Jeg foreslår, at vi alle tager Kremls sprogbrug til os i hverdagen. Når jeg brænder aftensmaden, er det ikke en fejl - det er et kulinarisk paradigmeskifte. Når jeg glemmer min svigerdatters fødselsdag, er det ikke glemsomhed - det er en relationel omstrukturering.
Måske skulle Kreml overveje endnu et paradigmeskifte: Det hedder fred. Men det kræver vist, at man først skifter paradigme omkring sandheden.