Tidligere morgenstart for affaldsindsamling
Borgere i Lyngby-Taarbæk Kommune skal vænne sig til, at skraldemændene kan dukke op allerede klokken 6 om morgenen. Fra 1. april 2028 må affaldsindsamlingen begynde en time tidligere end i dag, hvor den tidligst må starte klokken 7.
Kommunalbestyrelsen har godkendt forslaget fra Lyngby-Taarbæk Forsyning, som skal have deres affaldskontrakt i udbud i 2026. Den nuværende kontrakt udløber 31. marts 2028 uden mulighed for forlængelse.
Den tidligere morgenstart betyder, at det tilladte tidsrum for affaldshentning udvides fra klokken 7-18 til klokken 6-18. Ændringen sker som led i Forsyningens evaluering af kontrakten, hvor målet er at optimere vilkårene og højne trafiksikkerheden.
Klager over skraldebiler
Baggrunden for ændringen er blandt andet, at Forsyningen løbende modtager henvendelser fra borgere, der oplever problemer med skraldebilernes kørsel og tømning. Den tidligere morgenstart skal være med til at afhjælpe nogle af disse udfordringer.
For nogle borgere kan den nye ordning dog betyde mere støj tidligt om morgenen, når skraldevognene kører gennem boligområderne allerede fra klokken 6.