Ny aftale skal sikre overholdelse af parkeringsregler

Hvis du er blandt de mange hørsholmere, der parkerer under Kulturhus Trommen i centrum, skal du fremover være opmærksom på uret. P-kælderen kan snart få professionel parkeringskontrol.

I dag er der en tidsbegrænsning på 3 timer i p-kælderen, men reglen bliver hverken overholdt eller håndhævet. Det betyder i praksis, at nogle bilister bruger pladserne som gratis heldagsparkering – til gene for andre, der skal handle eller besøge biblioteket.

Det har fået ejerforeningen, som består af Hørsholm Kommune og HG55 Invest ApS, til at foreslå ændringer. Nu skal kommunens Økonomiudvalg den 13. maj 2026 tage stilling til, om der skal indgås aftale med et anerkendt parkeringsselskab, der både skal administrere og håndhæve parkeringsreglerne.

Ændringen vil påvirke alle, der bruger p-kælderen under Trommen – uanset om det er til indkøb, biblioteksbesøg eller andre ærinder i Hørsholm centrum.

P-kælderen er fælles for de to ejere og indgår som en del af ejerforeningens samlede parkeringsarealer i centrum.