Tivoli bliver ramme om gastronomisk begivenhed

I dag finder Michelinuddelingen sted i Tivoli i København, hvor nordiske restauranter får tildelt årets eftertragtede stjerner. Det er anden gang i træk, at den prestigefyldte begivenhed foregår i hovedstaden.

For Københavns restaurationsscene er der meget på spil. I 2025 modtog danske restauranter i alt 52 michelinstjerner fordelt på 38 restauranter – og mange af dem ligger i hovedstaden.

Ifølge Søren Frank, madanmelder på Berlingske, er der gode chancer for, at københavnske restauranter igen i år vil blive belønnet med flere stjerner.

"Ud fra hvad jeg hører på vandrørene, så har der været mange michelininspektørbesøg på restauranterne. Det, går jeg ud fra, betyder, at hvis man skal have sin stjerne i Danmark, så er det nu, det skal være," siger han.

At Danmark er værtsland for begivenheden betyder, at landets madscene kommer i spotlyset – og særligt København, der huser mange af landets fineste restauranter. Historisk har værtslande fået flere stjerner i uddelingsåret.

Begivenheden forventes at tiltrække internationale madkritikere og kokke til hovedstaden.