Teatrenes fremtid afgøres
Tre af byens teatre står i dag foran By- og Kulturudvalget for at sikre deres fremtid. Den Fynske Opera, Nørregaards Teater og Teater Momentum præsenterer deres visioner for perioden 2027-2031, når de skal have fornyet deres fireårige aftaler om driftstilskud.
De tre teatre deler lokaler på Filosofgangen 19 – bedre kendt som F19 – og er alle selvejende institutioner under den statslige ordning for små storbyteatre. Ordningen finansieres i fællesskab af stat og kommune.
Fælles samarbejde på F19
Udover de enkelte teatres egne planer vil teatrene også præsentere en fælles samarbejdsaftale, som beskriver hvordan de fremover vil drive F19 sammen.
Efter dagens møde går bolden videre til By- og Kulturforvaltningen, som skal udarbejde konkrete forslag til de nye fireårige aftaler. De endelige aftaler træder i kraft 1. juli 2027 og løber til 30. juni 2031.
Aftalerne sikrer teatrenes økonomiske grundlag og dermed deres mulighed for at fortsætte som en del af Odenses kulturliv.