Udvidelse af kreativt center på dagsordenen
På mandag den 5. maj skal Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring Kommune tage stilling til fremtiden for Center for strikkerelateret håndværk i Tversted.
Centret, som holder til i de gamle skolebygninger på Skolevej 11B og Skagensvej 77, ønsker at udvide virksomhedens aktiviteter. Det kræver udarbejdelse af både lokalplan og kommuneplantillæg.
For borgerne i Tversted kan udvidelsen betyde flere aktiviteter og arbejdspladser i lokalsamfundet – og et løft til de gamle skolebygninger, der har stået tomme siden 2015.
Fra skole til kreativt mødested
Da Tversted Skole blev nedlagt i 2015, blev bygningerne omdannet til et center, der danner en kreativ ramme for aktiviteter om garn og kunsthåndværk. Den tidligere børnehave fungerer i dag som garnbutik.
Bygningerne bruges også af en kulturforening, der arrangerer morgensang, foredrag, teater, filmfremvisning og koncerter.
Ejerne har opkøbt yderligere arealer og ønsker nu at videreudvikle virksomheden på stedet.
Politisk beslutning afventer
Teknik- og Miljøudvalget skal nu beslutte, om kommunen vil igangsætte det nødvendige planarbejde for at muliggøre udvidelsen. Mødet finder sted mandag klokken 13.30.