Ny struktur for grøn rådgivning

Rudersdal Kommune foreslår at sammenlægge det lokale Klimaråd og Grønt Råd til et nyt Klima- og Biodiversitetsråd. De to eksisterende råd nedlægges som selvstændige enheder.

Sammenlægningen sker i forbindelse med, at der skal konstitueres et nyt klimaråd efter det seneste kommunalvalg. Det nye råd skal favne både Klimarådets og Grønt Råds medlemmer og formål.

For borgere, der engagerer sig i kommunens grønne arbejde, betyder det en ny indgang til at påvirke både klima- og naturpolitikken lokalt.

Følger ny biodiversitetsstrategi

Ifølge forvaltningen supplerer de to råd i dag hinanden i at understøtte en grøn og bæredygtig udvikling i Rudersdal. Med vedtagelsen af en lokal biodiversitetsstrategi og arbejdet med Grøn Trepart vurderes det nu hensigtsmæssigt at samle indsatserne.

Forslaget skal godkendes af Klima- og Miljøudvalget og Kommunalbestyrelsen den 27. maj. Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om ændringen.

Klimarådet er nedsat for en periode, der følger kommunalbestyrelsesperioden, hvilket betyder, at der skal konstitueres et nyt råd efter hvert kommunalvalg.