Grøn trepart og økologisk satsning
Hillerød Kommune har godkendt et nyt prioriteringsværktøj til det videre arbejde med den grønne treparts omlægningsplan. Det skete på et møde i Natur, Miljø og Klimaudvalget den 5. maj 2026.
Samtidig har kommunen modtaget tilskud fra Fonden for økologisk landbrug til projektet 'Økologisk mad i Hillerød Kommune – en strategi til mere klimavenlig mad'. Der er tale om både indtægts- og udgiftsbevilling på 506.000 kroner, som skal indarbejdes i budgetopfølgning 1-2026.
Nye regler for vand og spildevand
Udvalget godkendte også en ændring af regulativet for Hillerød Vand A/S. Et regulativ beskriver, hvilke forventninger forbrugerne kan have til vandforsyningen.
Desuden blev en revideret betalingsvedtægt for Hillerød Spildevand A/S sendt videre til godkendelse i Kommunalbestyrelsen. Revisionen omfatter bestemmelser for privat inddrivelse af gæld og en generel opdatering af lovhenvisninger.
Borgermøde om Budget 2027
Erhverv og Uddannelsesudvalget har drøftet, hvordan udvalget skal bidrage til et kommende borgermøde om Budget 2027. Udvalget ønsker at bidrage med dialog om beskæftigelses- og erhvervsstrategien i programmet.
Udvalget foreslog desuden, at det skal indgå på dialogmødet, hvordan borgere fremadrettet inddrages i budgetprocessen. Udvalget noterede, at der er behov for en klar rammesætning af mødet.
Anerkendelse af 10. klasseskolen
Erhverv og Uddannelsesudvalget fik en mundtlig præsentation af indsatsen på 10. klasseskolen i Hillerød Kommune. Skolelederen holdt oplæg om målgruppen og skolens primære opgaver og indsatser.
Udvalget tog sagen til efterretning og anerkender 10. klasseskolens medarbejderes store arbejde.