Ansøgning om cykelsti på Milnersvej
Hillerød Kommune søger 50 procent tilskud fra Cykelpuljen 2026 til projektering og anlæg af cykelsti på Milnersvej. Det besluttede Trafik og Mobilitetsudvalget den 4. marts 2026.
Milnersvej fungerer som et vigtigt bindeled mellem Hillerød Station og flere større arbejdspladser, skoler og uddannelsesinstitutioner, herunder Marie Mørk Skole, Hillerød Handelsskole og Novo Nordisk.
11 millioner til asfalt og vejafvanding
Udvalget har også indstillet til Kommunalbestyrelsen at bevilge 11 millioner kroner til asfaltrenovering i 2026. Derudover skal der bevilges 3 millioner kroner til vejafvanding og nødvendig renovering af stikledninger og brønde.
Beløbene skal finansieres af de afsatte rådighedsbeløb på de respektive anlægskonti.
Prioritering af cykelstiprojekter
Trafik og Mobilitetsudvalget har også drøftet prioritering af flere cykelstiprojekter. Udvalget skal beslutte, hvilke projekter der ønskes prioriteret, samtidig med at de får et overblik over igangværende anlægsprojekter og finansieringsmuligheder.
Sagen blev oprindeligt behandlet på udvalgsmødet den 4. februar 2026, men blev udsat. Den blev fremlagt igen med en vurdering af mulige usikkerheder i budgetteringen af stiprojekterne.
Budget 2027-2030 under forberedelse
Trafik og Mobilitetsudvalget er i gang med at forberede budget 2027-2030. Den 4. marts drøftede udvalget forslag til omprioriteringskatalog, som omfatter forslag til finansiering, aktivitetsudvidelser og anlæg.
Udvalget har også godkendt delegationsplanen for 2026, som skal videre til godkendelse i Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.